STORAKTIONÆRMEDDELELSE

News Details

STORAKTIONÆRMEDDELELSE

September 17, 2013

 

I henhold til § 29 i lov om værdipapirhandel m.v., jf. bekendtgørelse nr. 668 af 25. juni 2012 om storaktionærer, meddeles hermed følgende:

Axcel Management A/S har oplyst følgende over for PANDORA:

Baggrund:

Ejerkredsen bag Prometheus Invest ApS ("Prometheus") har i dag truffet beslutninger om udlodninger fra Prometheus, hvorved Prometheus' aktiepost på ca. 40,4% af aktiekapitalen i PANDORA udloddes forholdsmæssigt til de respektive ejere af Prometheus ("Udlodningen"), således at de bagvedliggende ejere ikke vil være indirekte aktionærer i PANDORA, men i stedet eje deres aktiepost direkte eller gennem egen holdingstruktur. 

Ved Udlodningen sker der ikke noget salg i markedet af PANDORA-aktier eller ændringer i de reelle ejerforhold hertil.

Ejerkredsen bag Prometheus fordelte sig således: ca. 64,15% af anparterne i Prometheus ejedes af et holdingselskab, som indirekte ejes af Axcel III K/S 1, Axcel III K/S 2 og Axcel III K/S 3 (tilsammen "Axcel"). Ca. 35,85% af anparterne i Prometheus tilhørte to holdingselskaber (Pewic Holding 2 ApS og P Leadership 2 ApS), som ejedes af Per Enevoldsen, Winnie Dahl og Christian Enevoldsen (samlet "Enevoldsen-Gruppen") samt en række minoritetsejere. 

Axcels og Enevoldsen-Gruppens andel af aktier i PANDORA er uændret henholdsvis ca. 25,9% og ca. 12,4%. Minoritetsejerne har ligeledes en uændret andel af aktier i PANDORA på ca. 2,1%. Udlodningen medfører således ikke nogen forskydning af ejerandele i PANDORA.

Axcel og Enevoldsen-Gruppen har aftalt, at de fortsat vil koordinere deres salg af aktier i PANDORA (som det hidtil er sket i regi Prometheus). Det betyder også, at Axcel og Enevoldsen-Gruppen fortsat vil deltage forholdsmæssigt i det igangværende tilbage-købsprogram. Det er endvidere aftalt, at Axcel og Enevoldsen-Gruppen alene kan afgive stemmer på deres aktier på PANDORAs generalforsamlinger, såfremt parterne har en fælles holdning til det relevante emne. Derved stilles parterne reelt på samme måde, som de var stillet, mens de nu udloddede PANDORA-aktier var ejet gennem Prometheus.

Det oplyses samtidig, at Enevoldsen-Gruppen påtænker yderligere koncernomstruktureringer, som vil kunne medføre en ændret placering af gruppens post af PANDORA-aktier, men uden at dette i øvrigt vil ændre ved det ovenstående.

Axcel Management A/S oplyser herefter følgende:

Axcel III K/S 2 ejer direkte 15.742.572 aktier af nominelt DKK 1 (i alt nominelt DKK 15.742.572) i PANDORA A/S ("PANDORA") svarende til ca. 12,1% af den samlede aktiekapital og 12,1% af de samlede stemmerettigheder.

Axcel III K/S 1 ejer direkte 10.955.435 aktier af nominelt DKK 1 (i alt nominelt DKK 10.955.435) i PANDORA svarende til ca. 8,4% af den samlede aktiekapital og 8,4% af de samlede stemmerettigheder.

Axcel III K/S 3 ejer direkte 7.011.598 aktier af nominelt DKK 1 (i alt nominelt DKK 7.011.598) i PANDORA svarende til ca. 5,4% af den samlede aktiekapital og 5,4% af de samlede stemmerettigheder.

Axcel Management A/S fungerer som managementselskab for Axcel III K/S 1 og Axcel III K/S 2 og udøver i den egenskab bestemmende indflydelse over sidstnævnte to selskabers PANDORA-aktier. Derudover oplyses det, at Axcel Management A/S udøver bestemmende indflydelse over Axcel III K/S 3's PANDORA-aktier. Axcel Management A/S udøver dermed bestemmende indflydelses over 33.709.605 aktier af nominelt DKK 1 (i alt nominelt DKK 33.709.605) i PANDORA svarende til ca. 25,9% af den samlede aktiekapital og 25,9% af de samlede stemmerettigheder.

Prometheus ejer ikke længere aktier i PANDORA.

OM PANDORA
PANDORA designer, fremstiller og markedsfører håndforarbejdede og moderne smykker fremstillet af ædle materialer og til tilgængelige priser. PANDORAs smykker sælges i mere end 70 lande fordelt på seks kontinenter via ca. 10.300 forhandlere, herunder ca. 950 Konceptbutikker.

PANDORA blev stiftet i 1982 og har hovedkontor i København. PANDORA beskæftiger på verdensplan over 6.900 medarbejdere, hvoraf 4.900 arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor virksomheden fremstiller sine smykker. PANDORA er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen. I 2012 udgjorde PANDORAs samlede omsætning DKK 6,7 mia. (ca. EUR 900 mio.). For yderligere oplysninger henvises til www.pandoragroup.com.
 

KONTAKT

For yderligere spørgsmål, kontakt venligst:

INVESTOR RELATIONS

Morten Eismark
VP Group Investor Relations
Telefon: 3673 8213
Mobil: 3045 6719

MEDIA RELATIONS

Jakob Risom
Press Officer
Telefon: 3673 0634
Mobil: 6165 6540
Magnus Thorstholm Jensen
Investor Relations Officer
Telefon: 4323 1739
Mobil: 3050 4402