NY BESTYRELSESSAMMENSÆTNING I PANDORA CENTRAL WESTERN EUROPE

News Details

NY BESTYRELSESSAMMENSÆTNING I PANDORA CENTRAL WESTERN EUROPE

June 30, 2011
PRESSEMEDDELELSE

30. juni 2011

PANDORA A/S har i dag meddelt, at Jesper Nielsen og Annette Laustrup Nielsen er udtrådt af bestyrelsen for PANDORA Jewelry Central Western Europe A/S, der er holdingselskab for PANDORAs aktiviteter i Central- og Vesteuropa (PANDORA CWE).

I bestyrelsen har de to repræsenteret KASI Group, den tidligere uafhængige distributør for PANDORA i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvis aktiviteter den 1. januar 2010 blev lagt ind i et nyt selskab, PANDORA CWE, sammen med PANDORAs eksisterende aktiviteter i Holland og med eneretten til senere samme år at etablere PANDORA i Italien.

PANDORAs koncernchef Mikkel Vendelin Olesen fortsætter som bestyrelsesformand for PANDORA Jewelry Central Western Europe A/S, hvor også koncerndirektør og CFO Henrik Holmark samt koncerndirektør og CDO Thomas Ryge Mikkelsen fortsat er medlem.

Annette Laustrup Nielsen forlader samtidig jobbet som vicedirektør for PANDORA CWE. President, PANDORA CWE er fortsat Peter Mark, der den 1. april 2011 efterfulgte Jesper Nielsen på posten.

"I forbindelse med den ændring i ledelsen af vores centraleuropæiske aktiviteter, som vi annoncerede i januar og gennemførte i april, ønskede Jesper Nielsen at bruge mere tid på sine projekter uden for PANDORA. Oprindeligt var det tanken, at han skulle fortsætte som formand for bestyrelsen i PANDORA CWE. I stedet er vi nu blevet enige om et mere uformelt setup, hvor vi bevarer kontakten, og hvor Jesper Nielsen i det daglige vil kunne fokusere fuldt ud på sine øvrige aktiviteter," siger PANDORAs koncernchef Mikkel Vendelin Olesen.

Jesper Nielsen ser frem til at kunne hellige sig sine nye projekter: "Jeg har det seneste års tid opbygget en stor og spændende forretning omkring selskabet AG København, der i maj stod bag klubbens første danmarksmesterskab i herrehåndbold. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte på fuld tid, mens jeg fremover vil følge PANDORA fra sidelinjen og bidrage med ideer og gode råd, når det er muligt".

I januar 2010 gik PANDORA og KASI Group sammen om at etablere PANDORA CWE med PANDORA som majoritetsejer med 51%. I forbindelse med børsnoteringen af PANDORA i oktober 2010 købte selskabet de resterende 49% af aktierne, og PANDORA CWE er i dag et 100% ejet datterselskab. Købsprisen udgjordes af en forudbetaling på DKK 385 mio., der blev foretaget i 2010, mens den resterende købesum betales i 2015 som en resultatafhængig earn-out.

 

OM PANDORA

PANDORA designer, fremstiller og markedsfører håndforarbejdede og moderne smykker fremstillet af ædle materialer til tilgængelige priser. PANDORAs smykker sælges i mere end 55 lande fordelt på seks kontinenter via over 10.000 forhandlere, herunder mere end 450 PANDORA-brandede konceptbutikker.

PANDORA blev stiftet i 1982 og har hovedkontor i København. PANDORA beskæftiger på verdensplan over 5.000 medarbejdere, hvoraf 3.600 arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor virksomheden fremstiller sine smykker. PANDORA er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen i Danmark. I 2010 udgjorde PANDORAs samlede omsætning DKK 6,7 mia. (ca. EUR 895 mio.).

For yderligere oplysninger se www.pandoragroup.com

 

KONTAKT
For yderligere henvendelser kontakt venligst:

Kasper Riis, kommunikationsdirektør
Telefon +45 3672 0044
Mobil +45 3035 6728

 

 

 

 

File Size
PDF Download pdf 123.3 KB