PANDORA TILTALES FOR OVERTRÆDELSE AF VÆRDIPAPIRHANDELSLOVEN

News Details

PANDORA TILTALES FOR OVERTRÆDELSE AF VÆRDIPAPIRHANDELSLOVEN

November 15, 2013

 

 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har i dag ved Retten i Glostrup rejst tiltale mod PANDORA for overtrædelse af værdihandelspapirlovens § 27, stk. 1, jf. § 93, stk. 6, jf. stk. 1.

Tiltalen angår, at Selskabet først ved fondsbørsmeddelelse nr. 30 af 2. august 2011 offentliggjorde, at Selskabet nedjusterede sine forventninger til omsætningsvæksten for 2011 til 0%, uagtet at Selskabet var forpligtet til at foretage offentliggørelse af intern viden om nedjustering af forventningerne til omsætningsvæksten i 2011 hurtigst muligt efter fem alternative datoer mellem 7. juli 2011 og 1. august 2011.

SØIK har taget forbehold for yderligere tiltalerejsning, ligesom der er taget forbehold for, at der under sagen vil blive nedlagt påstand om erstatning.

PANDORA vil påstå frifindelse.

Det er fortsat PANDORAs opfattelse, at: 

  1. Selskabet reagerede korrekt på en hurtig og uventet omsætningsnedgang ved at offentliggøre en rettidig og præcis selskabsmeddelelse, i hvilken Selskabet, på baggrund af nye oplysninger og på grundlag af en analyse af ændringerne i markedssituationen i juli 2011, justerede sine helårsforventninger,
  2. Selskabet altid fuldt ud har overholdt alle relevante regler og love for udstedere af aktier.

Indholdet af denne meddelelse påvirker ikke PANDORAs resultatforventninger til 2013, som senest blev udmeldt til markedet i selskabsmeddelelse nr.127.

OM PANDORA
PANDORA designer, fremstiller og markedsfører håndforarbejdede og moderne smykker fremstillet af ædle materialer og til tilgængelige priser. PANDORAs smykker sælges i mere end 70 lande fordelt på seks kontinenter via ca. 10.300 forhandlere, herunder ca. 1.000 Konceptbutikker.

PANDORA blev stiftet i 1982 og har hovedkontor i København. PANDORA beskæftiger på verdensplan over 7.300 medarbejdere, hvoraf 5.200 arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor virksomheden fremstiller sine smykker. PANDORA er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen. I 2012 udgjorde PANDORAs samlede omsætning DKK 6,7 mia. (ca. EUR 900 mio.). For yderligere oplysninger henvises til www.pandoragroup.com.

KONTAKT
For yderligere spørgsmål, kontakt venligst:

INVESTOR RELATIONS

Morten Eismark
VP Group Investor Relations
Telefon: 3673 8213
Mobil: 3045 6719

Magnus Thorstholm Jensen
Investor Relations Officer
Telefon: 4323 1739
Mobil: 3050 4402

MEDIA RELATIONS

Jakob Risom
Press Officer
Telefon: 3673 0634
Mobil: 6165 6540